21. juni 2022
Skræddersyet kursus skal tænde de unge forskeres indre iværksætterild
I slutningen af maj samledes 55-60 yngre forskere fra de datalogiske institutter på tværs af hele landet for at blive undervist i iværksætteri. Kurset, der er et samarbejde mellem DIREC, Pioneer Centre for AI, Fonden for Entreprenørskab og Danish Data Science Academy, har både givet grobund for konkrete startups og en introduktion til det økosystem for innovation, der er på de danske universiteter.
Vigtigst af alt så fik forskerne plantet et mindset i at tænke i entreprenørskab, forklarer Mark Riis, Head of Innovation på DTU Compute, og idémand til kurset samt leder af DIRECs arbejde med entreprenørskab.
“Det har stor værdi at plante det her mindset, fordi forskere er vant til at arbejde på en anden måde og først publicere, når det sidste punktum er sat. Entreprenørskab handler om at eksperimentere og teste sin idé af med omverdenen og markedet, således at man hele tiden får feedback. Udover at få skabt det her mindset så har kurset også været med til at tænde en ild hos nogle af deltagerne til at starte en virksomhed på baggrund af deres forskning. Det bliver spændende at se, hvordan de konkrete startup-ideer udvikler sig.”
Det intense tredageskursus har også handlet om at introducere deltagerne til det økosystem for innovation, som findes rundt om på de danske universiteter. Det er ifølge Mark Riis vigtigt, at man som forsker forstår, at man har langt bedre mulighed for at blive hjulpet, når man er en del af økosystemet med mentorer og investorer.
“Jeg ser kurset som en samarbejdsplatform, fordi det at lave en startup er en holdøvelse, hvor man bliver nødt til at kende til andre fagligheder. Det gælder både i forhold til at møde andre forskere, som måske arbejder med andre fagligheder inden for computer science. Men det gælder også i forhold til at få øjnene op for at arbejde med venturekapital tidligt i forløbet, og derfor havde vi inviteret en række early stage venturekapitalister med, som var interesseret i at se, hvad der sker inden for forskningen lige nu.”
Udover en introduktion til økosystemet blev deltagerne også introduceret til andre områder, som hvordan man kommercialiserer sin forskningsidé eller software, hvorvidt man skal arbejde med open source, hvordan man beskytter sin software, og hvordan man tænker etikken ind og sikrer sig, at man ikke misbruger brugernes data. Deltagerne fik desuden en introduktion til begrebet ML Ops, som handler om, hvordan man går fra teoretiske AI-modeller til software, som man kan bruge i et produkt, og som skaber værdi for kunderne.
“Iværksætteri er et håndværk i sig selv. Vi har vendt det mere generiske, men samtidig forsøgt at skræddersy kurset til det digitale område, og det tror jeg er en af grundene til, at mange af deltagerne synes, at det var interessant.”
Nu skal kurset evalueres, og så skal det skaleres, så det kan tilbydes til flere unge forskere fremover. Men allerede til oktober er der en followup for deltagerne til dette års Digital Tech Summit. Her får alle deltagerne mulighed for at pitche deres forretningsidé og mødes med mulige investorer, så de unge forskere bringes videre ind i økosystemet.