Det blev et tankevækkende kig ind i fremtiden, da tre københavnske kunstnere forleden præsenterede deres bud på, hvordan vores arbejdsliv kan se ud i fremtiden.
 
Som en del af Rework-projektet, som er et tværfagligt DIREC-samarbejde mellem forskere, virksomheder, kulturinstitutioner og personer fra kunstmiljøet, inviterede projektpartnerne for nylig til udstilling på Københavns Universitet.
 
Det velbesøgte event gav publikum en forsmag på en digital fremtid, hvor de fysiske rammer er i opbrud, og hvor nye teknologier forandrer jobfunktioner og samspillet mellem mennesker.
 
Det kan kunstnere bidrage med
 
De tre medvirkende kunstnere er til daglig tilknyttet Kulturværftet og arbejder alle med teknologi på forskellige måder. De er inviteret med i ReWork-projektet for at bidrage med anderledes vinkler på de udfordringer, som nutidens digitale arbejdsplads bringer med sig – og det er tiltrængt med inspiration fra personer uden for it-miljøet.
 
Ifølge eksperter har online mødeteknologier ikke udviklet sig betydeligt, selvom videomøder har været kendt og anvendt i årtier. Begrænsninger og svagheder i de nuværende løsninger på markedet kalder derfor på nye visioner og nye måder at anskue udfordringerne på.
 
Hvordan kan fremtidens hybride arbejdsplads fx tage højde for alle de usynlige ting, som foregår mellem mennesker – kropssproget, den fælles billeddannelse? – alt det uudtalte, som er en del af det fysiske møde mellem mennesker? Det er et af de temaer, som optager kunstnerne.
 
Dagen gav mulighed for en spændende udveksling af ideer, skitser og prototyper blandt forskere, kunstnere, virksomheder og brugere.
 
Nedfrosne hjerner venter på at begynde et nyt liv
 
I sit arbejde udforsker visuel artist Stine Deja den uhyggelige og til tider absurde fremtid for vores fysiske omgivelser, liv, kroppe og miljøer. Hun anvender forskellige medier, herunder skulptur, 3D-animation, lyd og installationer til at udfordre og illustrere, hvordan teknologi kan forandre vores liv og hverdag.
 
Hendes værk ”Headhunter” gav anledning til både grin og kuldegysninger blandt publikum. Værket tager udgangspunkt i en (nær) fremtid, hvor det er helt normalt, at mennesker lader deres krop eller hjerne nedfryse i håbet om i fremtiden at kunne genopstå i en ny, rask og yngre udgave af sig selv.
 
Performancekunstner Jakob La Cour demonstrerede sine udvidede virkelighedsoplevelser ved hjælp af teknologier, som får sanser, krop og teknologi til at arbejde tæt sammen. Hans high tech-system fungerer som et bindeled mellem kroppen, teknologien og andre brugere og udforsker samspillet mellem mennesker og teknologi, mens Line Finderup Jensen havde sat sig for at undersøge tidligere og fremtidige menneskelige oplevelser og forskellige virkelighedsopfattelser gennem videoer, VR, interaktive 3D-animerede spil og malerier.

Det digitale møderum er på kort tid blevet en almindelig del af hverdagen på mange arbejdspladser – en hurtig, nem og praktisk måde at mødes på, uanset hvor man befinder sig.

Men den hybride arbejdsplads har sine begrænsninger, og derfor har DIREC valgt at finansiere et forskningsprojekt, som inddrager forskere fra Aarhus Universitet (AU), Københavns Universitet (KU), IT-Universitetet i København (ITU) og Roskilde Universitet (RUC) i arbejdet med at udvikle fremtidens digitale mødeløsninger.

Med i projektet er også en række store og små virksomheder, og som noget nyt har man inviteret tre kunstnere med for at bidrage med ideer og visioner for fremtidens hybride arbejdsplads. Kunstnerne kommer fra det københavnske kunstmiljø og har hver sit bud på, hvordan det digitale mødeunivers kan understøtte relationen og interaktionen mellem mennesker, som er begrænset i de mødeløsninger, vi kender i dag.

Ser anderledes på verden

Kellie Dunn er ph.d. ved Computer Science på KU og har selv en baggrund i teatermiljøet. Sidste efterår flyttede hun fra USA til Danmark, hvor hun arbejder fuld tid på DIREC-projektet, som har fået overskriften ’Rework – The Future of Hybrid Work’.

”De kunstnere, som er udvalgt til projektet, arbejder i forvejen med det virtuelle rum og fx virtual reality. De kommer med nogle anderledes vinkler på udfordringerne. Hvordan kan fremtidens hybride arbejdsplads fx tage højde for alle de usynlige ting, som foregår mellem mennesker – kropssproget, den fælles billeddannelse – alt det uudtalte, som er en del af det fysiske møde mellem mennesker. Det er et af de temaer, som optager kunstnerne,” forklarer Kellie Dunn.

Når flere arbejder remote, udfordrer det de traditionelle arbejdsformer i virksomhederne. For eksempel går nuancer let tabt, når vi ikke er fysisk til stede sammen og kan aflæse hinanden.

”Det er en væsentlig ting, som mangler i hybridarbejde modsat på den fysiske arbejdsplads, hvor det er nemmere for os at aflæse hinandens kropssprog, føle empati og se en situation fra andres perspektiv,” siger Kellie Dunn.

Projektet illustrerer, hvorfor det er vigtigt at inddrage forskellige perspektiver i udviklingen af digitale løsninger. Typisk er det udviklere, som designer løsninger, der skal anvendes bredt, og ofte er udviklerne mænd. For at sikre, at fremtidens løsninger passer til et bredt flertale af brugerne, er det nødvendigt at udfordre designprocessen, mener Kellie Dunn.

”Samarbejder med kunstnere er ikke særlig almindeligt i forskning inden for computer-supported cooperative work (CSCW), hvorimod man inden for human-computer-interaction tidligere har haft succes med lignende samarbejder. Endnu er det ikke almindeligt i arbejdsrelateret forskning, og det er ærgerligt, for det giver nogle helt nye perspektiver på verden.

Kunstnere kommer uden en masse forudindtagede regler om, hvordan tingene skal være, og de er fantastisk gode til at forestille sig fremtiden, hvorimod hvis du fx spørger medarbejderne på en arbejdsplads – så vil de typisk være begrænset af et praktisk fokus på, hvordan deres hverdag ser ud lige nu.”

Målet er at etablere flere samarbejder på tværs af (tech)industrien og kunstverdenen for på den måde at skabe bedre produkter og mere produktive arbejdssystemer, siger hun.

”Nu har vi muligheden for at skabe den fremtid, vi vil have, i stedet for passivt at se til, mens vi fortsætter med at gøre tingene som vi plejer,” siger Kellie Dunn.

”Nu har vi muligheden for at skabe den fremtid, vi vil have, i stedet for passivt at se til, mens vi fortsætter med at gøre tingene som vi plejer.”

Kellie Dunn, ph.d. i Computer Science ved Københavns Universitet

For de fleste mennesker betyder udtrykket ”digital micro fluidics” ikke ret meget. Men det er en teknologi, der kan revolutionere laboratoriearbejde.

“Idéen er, at alt det, en biokemiker normalt bruger meget tid på at gøre med pipetter, kan gøres af en enkelt chip i stedet,” forklarer Luca Pezzarossa og viser en kort video af teknologien i brug.

Laboratoriet på en chip er i bund og grund et biokemisk laboratorium skaleret ned til størrelsen af en lille bærbar enhed – en mikroprocessor. Idéen er at få små dråber af væske til at bevæge sig rundt på en chip ved at aktivere en sekvens af elektroder. Luca Pezzarossa’s opgave er at få hardwaren og softwaren til at fungere sammen for at flytte de mikrofluidiske dråber på den rigtige måde.

“Men én ting, der er meget almindelig inden for dette felt, er, at de personer, der laver denne forskning, ikke er biokemikere,” siger han.
Problemet med det er, at der er begrænsninger i den virkelige verden, der gør det meget sværere at flytte dråberne.

“To dråber må ikke komme så tæt på hinanden, som de gør i en simulering, fordi de så ville røre hinanden og flyde sammen. Rent biologisk kan nogle dråber også efterlade en forurenende rest. Bloddråber trækker et spor for eksempel, og så kan andre dråber ikke bevæge sig derhen, hvor blodet har været før,” forklarer Luca Pezzarossa.

Det eksempel repræsenterer et vanskeligt problem. At oversætte noget fra en brugervenlig højniveau-protokol – noget, der er nyttigt for en biokemiker – til en styresekvens er meget svært. Især når begrænsningerne er komplekse virkelighedsbaserede problemer, som f.eks. en dråbe, der efterlader en forurenende blodsti på chippen.

“Da jeg præsenterede disse udfordringer på et DIREC-seminar, sagde to algoritmeorienterede forskere: ‘Det her er meget spændende fra et teoretisk synspunkt. Vi bør ansøge om et DIREC Explore-projekt.’ Og det gjorde vi så,” siger Luca Pezzarossa.

Digital Research Centre Denmark (DIREC) støtter tværfaglig forskning – ofte med eksterne partnere – med såkaldte Explore-projekter, der er små agile forskningsprojekter med det formål at undersøge nye ideer.

I størstedelen af 2022 arbejdede han sammen med to andre lektorer, Eva Rotenberg fra DTU Compute og Lene Monrad Favrholdt fra Syddansk Universitet, på at udvikle algoritmer, der kunne styre denne tidsplanlægning og ruteplanlægning på anvendte cyber-fysiske systemer – mens DTU-forskningsassistent Kasper Skov Johansen, der nu er ph.d.-studerende ved DTU, stod for det meste af det praktiske arbejde.