Alexandra Instituttet
Nyt nationalt center for forskning i digitale teknologier
26.11.2020 08:15:46 CET | Alexandra Instituttet
Del
Nyt nationalt Center for Forskning i Digitale Teknologier – DIREC – skal udbygge kapaciteten inden for forskning og uddannelse i Danmark. Centeret er en unik alliance mellem syv danske universiteter og Alexandra Instituttet inden for digitale teknologier.
Nyt nationalt Center for Forskning i Digitale Teknologier – DIREC – skal udbygge kapaciteten inden for forskning og uddannelse i Danmark. Centeret er en unik alliance mellem syv danske universiteter og Alexandra Instituttet inden for digitale teknologier.
Danmarks Innovationsfond søsætter som hovedsponsor et spændende nyt og bredt funderet partnerskab: DIREC. I løbet af de næste fem år skal centeret udbygge kapaciteten inden for forskning og uddannelse i digitale teknologier ved danske universiteter og medvirke til at tilfredsstille det store behov for højtuddannede it-specialister hos virksomheder og den offentlige sektor. DIREC skal desuden via samarbejder med virksomheder og den offentlige sektor bidrage til Danmarks konkurrencedygtighed ved at sikre udvikling af nye produkter og løsninger baseret på de nyeste digitale teknologier.
Imødekommer manglen på it-specialister
Digitale teknologier er den måske stærkeste driver for vækst og velfærd i samfundet og erhvervslivet, og vi har under Covid-19-krisen set digitale teknologier være aldeles afgørende for, at det er lykkedes at holde store dele af samfundet kørende på trods af en stort set total nedlukning. Og digitale teknologier vil være helt centrale, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Det er derfor afgørende for danske virksomheder og den offentlige sektor, at Danmark fortsat har adgang til højt kvalificerede it-specialister og viden om digitale teknologier.
Danmark er i front inden for en række ‘klassiske’ it-teknologier, men der er mangel på specialister. Det er derfor nødvendigt med en styrket indsats og dermed sikring af, at Danmark fortsat er i front og ikke mindst i forhold til nye teknologier som f.eks. kunstig intelligens, big data og internet-of things. Folketinget har derfor besluttet, at det er nødvendigt at investere i en kraftig kapacitetsopbygning inden for digitale teknologier, herunder oprettelse af et nationalt center for forskning og uddannelse.
Det er et mål for DIREC at blive et internationalt anerkendt center og kunne matche de mest respekterede tilsvarende centre i Europa og USA og dermed tiltrække de bedste forskere til at opholde sig ved centeret.
Værdiskabende og tillidsskabende teknologi
Centerets aktiviteter vil ske på baggrund af samfundsmæssige behov, hvor forskning løbende omsættes til værdiskabende løsninger og digital omstilling i erhvervslivet og den offentlige sektor. Forskningen vil i relevante sammenhænge inddrage etiske og moralske aspekter af den nye teknologiske udvikling og brug af kunstig intelligens og big data i en dansk kontekst, så man sikrer, at borgerne kan have tillid til de nye teknologier.