29. november 2023
Kvanteteknologi åbner op for en verden af muligheder, men vi må erkende, at vejen frem ikke nødvendigvis bliver let. Danmark kan spille en vigtig rolle i udviklingen, men for at realisere dette potentiale er der behov for fokuserede investeringer og ikke mindst kompetente digitale specialister.
Thomas Riisgaard Hansen, direktør, Digital Research Centre Denmark
Allan Grønlund, co-founder, Kvantify
Michael Kastoryano, lektor, ITU
Jaco van de Pol, professor, Aarhus Universitet
Kvantecomputere kommer ikke til at erstatte vores eksisterende computere – de vil supplere dem. De vil særligt være effektive til meget specialiserede opgaver, og her vil de kunne udføre komplekse beregninger markant hurtigere end konventionelle computere. Et eksempel er kvantecomputerens evne til at favorisere meget store tal, hvilket kan true den eksisterende kryptografiske sikkerhed. For at imødegå denne trussel er kvantesikre krypteringsmetoder under udvikling.
“Der er selvfølgelig behov for specialister”
Et endnu større potentiale er simulering af kvantesystemer. Dette har enorm betydning for udviklingen af medicin og nye materialer. Her er det afgørende at have pålidelige kvantecomputere og dybdegående forståelse af de nødvendige algoritmer.
Skal Danmark gøre en forskel og positionere sig stærkt inden for kvanteteknologi, er der selvfølgelig behov for specialister inden for fysik, kemi og matematik. Men mindst lige så vigtigt er det med specialister inden for datalogi, som kan programmere fremtidens kvantecomputere.
Dataloger, der kan forstå og udnytte kvanteteknologiens potentiale, skal opfinde nye algoritmer, effektivisere eksisterende algoritmer og udvikle hybridalgoritmer, som kan udnytte de forskellige computerplatforme bedst muligt. De skal udvikle nye programmeringssprog til kvantesoftware og compilers og nye sikkerhedsprotokoller, som sikrer, at fremtidens internet kører på en sikker infrastruktur, som ikke kan brydes med kvanteteknologi.
Efterspørgslen er stor
Desværre er det ikke kun kvanteområdet, der efterspørger digitale kompetencer. Der er også mangel på specialister inden for AI, cybersikkerhed, softwareudvikling, robotter og generelt til at understøtte den digitale transformation af danske virksomheder.
Hvis vi ikke tager udfordringen med mangel på digitale kompetencer alvorligt, kommer det danske kvanteeventyr til at gå i stå, før det rigtig er startet.