15. maj 2025

DIREC styrker VELUX og Grundfos i nyt AI-kapløb

Når Grundfos og VELUX skal udvikle fremtidens produkter, kræver det energieffektive algoritmer, som kan fungere uden en internetforbindelse – også kendt som embedded AI. I et nyt DIREC-projekt har to danske giganter i samarbejde med DTU fundet løsninger, der kan hjælpe med at vinde det nye AI-kapløb.

Amin Hasanpour, ph.d, DTU Compute, har udviklet EdgeMark til Grundfos og VELUX

Store datacentre og et gigantisk energiforbrug. Det er nødvendigheder i dagens populære AI-værktøjer. Men sådan behøver det ikke at være. Forskere og virksomheder arbejder lige nu på at udvikle kraftfulde, indlejrede algoritmer – kaldt embedded AI – der kan gøre produkter i stand til at tage autonome beslutninger uden en internetforbindelse.

Pumper og ovenlysvinduer er oplagte kandidater i den nye udvikling. Derfor har VELUX og Grundfos et fælles mål om, at embedded AI skal kunne optimere energieffektiviteten, forudsige vedligeholdelse og forbedre indeklimaet.

“Vi arbejder ofte med meget ressourcebegrænsede systemer uden filsystem eller internetforbindelse. Derfor er vi interesserede i at finde de mest effektive algoritmer, der kan optimere vores produkter. Det kræver, at vi kan vurdere forskellige løsninger på en struktureret måde,” siger Thorkild Kvisgaard, Head of Electronics hos Grundfos.

Grundfos og VELUX deltager i DIREC-projektet “Embedded AI” sammen med førende forskere på DTU. Her har Amin Hasanpour, ph.d.-studerende på DTU Compute, udviklet EdgeMark – et benchmarking-værktøj, der kan sammenligne og evaluere de forskellige værktøjer på området.

“Mange virksomheder kæmper med at vælge den rette løsning til deres produkter, fordi der er så mange værktøjer på markedet og mange faktorer at tage hensyn til. Jeg er glad for, at min forskning kan hjælpe virksomhederne med at tage de rette beslutninger,” siger Amin Hasanpour, som har brugt et år på at udvikle EdgeMark.

 

EdgeMark vækker begejstring med ét klik

På globalt niveau er forskningen i embedded AI kommet i søgelyset, og antallet af forskere, der beskæftiger sig med området, er kraftigt stigende. EdgeMark er et stort skridt på vejen mod at gøre teknologien tilgængelig for erhvervslivet, og værktøjet har allerede vakt begejstring hos VELUX:

“EdgeMark kan reducere vores time-to-market markant. Det automatiserer en masse viden om algoritmers performance, så vi ikke behøver et team af udviklere for at opnå de samme resultater,” siger Glenn Berg Andreasen, Control Specialist hos VELUX.

Ifølge Xenofon Fafoutis, projektleder og lektor ved DTU Compute, er Embedded AI et område i hastig udvikling, fordi det gør op med den hidtidige idé om, at alt skal forbindes til energikrævende cloud-løsninger, der ikke værner om datasikkerheden.

“Embedded AI tvinger os til at tænke mere effektivt, fordi algoritmerne skal fungere i miljøer med begrænsede computerressourcer. I takt med at vi bliver bedre til at designe effektive algoritmer, kan vi hjælpe virksomhederne med at skabe bedre produkter samtidig med at vi nedsætter CO2-aftrykket, styrker sikkerheden og privatlivets fred,” siger han.

 

Fra ensom pionér til samarbejde og synergi

Forskningssamarbejdet mellem DTU, Grundfos og VELUX har ikke blot givet virksomhederne et konkret værktøj, der kan bruges i jagten på fremtidens produkter. Det har også skabt grobund for kommercielt samarbejde. Lige nu tester Grundfos og VELUX en fælles use case på området.

“Når vi dedikerer ressourcer til at blive klogere på state-of-the-art inden for AI, er det en stor og udfordrende opgave. Vidensdeling med Grundfos har været værdifuldt for os, fordi de står over for mange af de samme udfordringer som VELUX,” siger Glenn Berg Andreasen.

Thorkild Kvisgaard fra Grundfos stemmer i:

“I store, komplekse projekter er det meget vigtigt for os at få input fra andre virksomheder og forskere. Det øger sandsynligheden for, at vi tager de rette beslutninger, når vi skal vælge de teknologier og leverandører, vi vil bruge fremadrettet.”

 

DIREC samler eksperter og styrker erhvervslivet

Danske forskere og virksomheder spiller en stor rolle i udviklingen af embedded AI på globalt plan. Med projekter som EdgeMark bygger DIREC bro mellem forskning og industri – og skaber et fagligt fællesskab, der styrker både innovation, effektivitet og Danmarks internationale gennemslagskraft.

Hvis du vil vide mere om forskningen på området, kan du læse vores artikel om Emil Njors passion for embedded AI. Du kan også læse mere på vores projektside om embedded AI.

Hvad er DIREC?

DIREC samler alle danske universiteter og Alexandra Instituttet ved at understøtte forskning i verdensklasse på tværs af geografi og fagområder. Vi samler dream teams, der udvikler Danmarks fremtidige vækst og velfærd. Vores forskningsprojekter gennemføres i samarbejde med virksomheder og den offentlige sektor med fokus på digitale løsninger og langsigtet digital transformation.