24. november 2022
Universiteter vil klæde landets gymnasieundervisere bedre på med den nyeste it-viden og inspiration til undervisningen. Dedikerede lærerkræfter er en vigtig inspiration for de unge, når de fx skal vælge uddannelse, lyder det.
Står det til universiteter, brancheforeninger og erhvervslivet skal landets gymnasieelever have meget mere it-undervisning på skemaet, og fagligheden skal styrkes blandt lærerkræfterne.
Gymnasieunderviserne spiller nemlig en vigtig rolle for de unges digitale dannelse og for valg af uddannelse og erhvervskarriere, og derfor vil universiteter og brancheorganisationer gerne styrke samarbejdet med gymnasierne.
Forleden inviterede Aarhus Universitet, Københavns Universitet, IT-Vest, Videncenter for Digital Handel, IT-lærerforeningen og Danmarks digitale forskningscenter DIREC derfor til konference om Informatikundervisning. Det foregik på Hotel Legoland i Billund, hvor ca. 90 informatik-undervisere fra gymnasieuddannelserne mødte op.
Lærernes begejstring smitter de unge
Faglig koordinator Ida Christine Vestergaard Andersen fra Institut for datalogi ved Aarhus Universitet er en af tovholderne på konferencen. Håbet er, at universiteter og virksomheder kan inspirere underviserne, og at den fælles begejstring for it og teknologi vil smitte af på de unge, siger hun.
– De fleste af os kan nok nikke genkendende til at have haft en lærer i folkeskolen eller gymnasiet, som har gjort et særligt indtryk med sin viden og faglige begejstring. Vi har brug for den begejstring – også på det digitale område, som fylder meget i vores samfund og hverdag. Derfor vil vi gerne støtte underviserne, så informatik-undervisningen på gymnasieniveau bliver endnu stærkere, siger hun.
Mange gymnasieskoler kæmper med at finde informatik-undervisere, og ofte er der bare en enkelt eller to undervisere pr. gymnasium til at undervise eleverne i informatik, fortæller hun.
Typisk kommer underviserne med en baggrund inden for andre klassiske gymnasiefag og er altså nye i det it-faglige, og flere giver derfor udtryk for, at de har behov for inspiration og ny viden. Udviklingen på området går stærkt, og det kan være svært selv at holde sig opdateret, fortæller Ida Christine Vestergaard Andersen.
Stærke erhvervskræfter, startups og it-forskere var med
Professor Pernille Bjørn fra Datalogisk Institut i København var blandt dagens oplægsholdere. Hun gav blandt andet sit bud på, hvordan man kan gøre undervisningen mere konkret og levende for de unge, så den sætter gang i kreativiteten og nysgerrigheden.
– Når man laver undervisningsforløb, skal man ikke kun tænke på, hvordan man lærer folk at programmere, men også hvilke historier man putter ind i selve opgaverne, og hvad disse historier er inspireret af. Om de fx prøver at udfordre, hvad teknologi er, eller at hjælpe folk til at blive bedre til at være innovative, siger hun.
Lasse Ahrendt, som underviser i informatik på HTX på Herningsholm Erhvervsgymnasium, var kommet for at høre mere om især cybersikkerhed og etik, som er interesser, han gerne vil give videre til sine elever.
Især ville han gerne klædes på til at tage flere etiske diskussioner med eleverne, fortalte han.
– Etik kan være en svær ting at tage med eleverne, som nogle gange meget ukritisk kan forbruge alle mulige medier. Det var rigtig fedt at få nogle værktøjer til, hvordan man kan diskutere det på en god måde sammen med dem.
Den digitale dannelse skal løftes
På konferencen kunne underviserne blive klogere på, hvad der sker inden for de nyeste teknologier og et fagområde, som konstant udvikler sig. Der var bl.a. indlæg om machine learning, blockchain-teknologi, IoT og kunstig intelligens, ligesom der var inspiration at hente om VR- og AR-teknologi, FEMTECH, LEGOs digitale værktøjer, etik, forretning, innovation og oplæg om cybersikkerhed, TIKTOK og meget mere.
– Der findes ikke længere nogen industri eller noget hjørne af det danske samfund, der ikke er bygget på det digitale. Med det for øje vil vi gerne være med til, sammen med erhvervsliv og forskere, at støtte undervisernes digitale kompetencer, så de kan give det videre til de unge, siger Ida Christine Vestergaard Andersen.
– Forhåbentlig vil det betyde, at vi rekrutterer flere til it-uddannelserne, men også, at de unge generelt får en bedre forståelse for de teknologier, som gennemsyrer vores samfund, påvirker vores sociale relationer, adfærd og digitale rettigheder som borgere i et demokratisk samfund. I erhvervslivet er der både brug for generalister med en god, dyb forståelse for digitale teknologier og for endnu flere specialister på området.
FAKTA om Informatik-konferencen i Billund