9. marts 2026

Portræt: Jan Madsen skal føre DIREC ind i næste fase

DTU-professor Jan Madsen overtager posten som forperson hos DIREC. Hans mission er at samle de danske universiteter i en fælles front for at styrke forskningen og skabe det bedste grundlag for digital suverænitet.

Jan Madsen har i årevis befundet sig i maskinrummet af dansk it-forskning. Samtidig er han en af hovedarkitekterne bag DIREC, som blev formet i 2020 med en vision om at samle danske universiteter om den teknologiske udvikling.

DTU-professoren er kendt som en aktiv og visionær stemme inden for digital innovation, med et utal af priser, patenter og positioner i bæltet. Nu har han taget tøjlerne som forperson for DIREC. Den organisation han selv var med til at skabe.

“Efter fem år i bestyrelsen for DIREC kan jeg roligt sige, at DIREC er blevet til det, vi drømte om. Nemlig en national platform for alle danske universiteter. Vi har intet behov for at hævde os selv hver især. Vi har skabt et forum, hvor vi rækker ud og skaber ting sammen,” siger Jan Madsen og sætter samtidig fokus på inddragelsen af dansk erhvervsliv:

“Vi har formået at skabe et økosystem, hvor virksomheder har investeret mange millioner i de projekter, DIREC har finansieret. Det økosystem skal vi vedligeholde og udbygge.”

Danmark skal være med til at forme fremtidens teknologi

Når Jan Madsen taler om vigtigheden af at forstå teknologien bag facaden, ved han, hvad han taler om. Ud over sit hverv som direktør for DTU’s institut for Matematik og Computer Science er Jan Madsen digital vismand i ATV. Han har også udviklet selvhelende computerchips sammen med NASA og stiftet startuppen Biomicore. Det kølige overblik og faglige indblik tager Jan Madsen nu med til bordet som forperson for DIREC.

Med udnævnelsen træder Jan Madsen helt frem på den nationale scene for at sikre, at Danmark ikke bare bruger fremtidens teknologi, men er med til at skabe den. Han vil gøre en forskel.

“Der er så meget hype lige nu omkring AI og techgiganterne, at der er fare for, at der bliver taget rigtig mange dårlige beslutninger. DIREC skal hjælpe samfundet og beslutningstagere med at forstå, hvad teknologien kan – og hvad den ikke kan. Vi skal forme fremtiden frem for blot at reagere på den,” afslutter han.

DIREC har under den afgående forperson Jens Christian Godskesen igangsat 50+ forskningsprojekter og skab en unik samarbejdsplatform, som nu skal videreudvikles af en ny forperson. Vi takker for det store arbejde, som Jens Christian har lagt i at forme DIREC de seneste fem år.

Jan Madsens tre største prioriteter:

  • DIREC på finansloven: Digital forskning skal ikke være afhængig af midlertidige projekter. Det kræver langsigtet politisk opbakning. 
  • Flere it-kandidater: Vi uddanner ikke digitale talenter nok. Hvis ikke vi har stærk forskning, får vi svært ved at tiltrække og fastholde talent. 
  • Politisk modspil: DIREC skal være den instans, der hjælper det politiske system med at forstå, hvad der er vigtigst i den digitale udvikling, så de kan udforme den rigtige lovgivning og de bedste langsigtede strategiske satsninger. 

Om Digital Research Centre Denmark

DIREC er Danmarks nationale forsknings- og innovationscenter for avanceret digital teknologi. Vores formål er at fremme forskning inden for digital teknologi i Danmark og omsætte forskningen til værdiskabende digitale løsninger samt langsigtet digital transformation i samarbejde med både den private og offentlige sektor.