DIREC tager til Folkemødet 2026 

Du har hørt det mange gange før: Teknologi er blevet sikkerhedspolitik. Og netop derfor findes der ikke en vigtigere tid at sikre offentlig debat om digital forskning og innovation. Det er digitale teknologier, der former vores demokrati, vores økonomi, vores sikkerhed og vores hverdagsliv.

Så lad os tage samtalen:

  • Hvilke digitale områder kan Danmark tage reelt ejerskab på, hvis vi vil positionere os i en verden domineret af tech-giganter?
  • Hvordan skal vores innovationsmodeller indrettes, hvis de skal kunne håndtere teknologier, der udvikler sig eksponentielt?
  • Hvad betyder det for forskere og virksomheder, når deres arbejde kan få militær eller geopolitisk betydning? Og kan vi overhovedet blive ved med at kalde teknologi politisk neutral?

 

Program

Torsdag d. 11/6: 14.00-15.00

Spørg Folkemødets Forskerpanel om AI

Alle har en holdning til AI. Nogle er overbeviste om, at det går galt. Andre om, at det bliver fantastisk. Men virkeligheden er mere nuanceret. DIREC modererer en debat med en række førende forskere til at afmontere myterne med forskning: Hvad lærer dit barn ikke længere, fordi AI gør det? Hvem bestemmer, når algoritmen bestemmer? Påvirkede AI dit seneste valg – og kan du vide det?

Deltagere

  • Thomas Riisgaard Hansen, Direktør, DIREC – Moderator
  • Sine Zambach, Adjunkt, Copenhagen Business School – Institut for digitalisering
  • Rebecca Adler-Nissen, Professor i international politik, Direktør, Københavns Universitet/ CAISA
  • Kasper Green Larsen, Professor, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet

Torsdag d. 11/6 – 17.15-18.00 + Netværks-arrangement

Når teknologien overhaler politikken | Folkemødet

AI, kvantecomputere og cybertrusler venter ikke på, at vi bliver færdige med at beslutte os. Hvordan handler vi ansvarligt i det hul, der opstår mellem det, vi ved – og det, vi er nødt til at beslutte?

DIREC, ATV og POMUS inviterer til debat- og netværksarrangement om fremtidsforskning, teknologirådgivning og handlekraft i en tid med accelereret teknologisk udvikling.

Fredag den 12. juni 2026 kl. 16:00-16:45

Når software bliver et våben – er Danmark klar til dual-use?

En app, en algoritme eller et stykke software kan være udviklet til noget helt fredeligt – men ende med at blive brugt i militære operationer eller overvågning. Det er virkeligheden i en verden med dual-use teknologi, hvor grænsen mellem civilt og militært brug er flydende. I denne debat undersøger vi, hvordan danske virksomheder, investorer og forskningsmiljøer navigerer i et landskab, hvor gode intentioner ikke altid er nok. Hvem har ansvaret for at opdage risici i tide? Hvordan påvirker det investeringer, innovation og tillid? Samtidig ser vi på potentialet: Kan Danmark tage en førerrolle i at udvikle ansvarlig teknologi og skabe nye markeder baseret på tillid og transparens? Debatten giver konkrete eksempler, dilemmaer og bud på løsninger – og inviterer publikum ind i en diskussion, der angår os alle.

Arrangører

  • Industriens Fond
  • DIREC – Digital Research Centre Denmark
  • Security Tech Space
  • Nationalt Forsvarsteknologisk Center – NFC

Arbejder du med digital forskning og innovation, så ræk ud! Vi arbejder for at få flere af disse agendaer på scenen – jo flere vi er, jo stærkere debat.