7. januar 2026

Kronik af Lia Leffland Akademidirektør, Akademiet for de Tekniske Videnskaber
Thomas Riisgaard Hansen, Direktør, DIREC

Hvis ikke vi designer vores egen digitale fremtid, gør Silicon Valley det for os

Hvordan ser en teknologisk fremtid ud for Danmark? Vi er i Danmark klare i spyttet om, hvad vi ikke vil, når det kommer til digitalisering. Men hvad vil vi egentlig? Vi har brug for at skabe vores egne fortællinger og konkrete visioner, skriver Lia Leffland og Thomas Riisgaard Hansen.

Skal digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) og folketingsmedlemmerne træffe informerede beslutninger, er det med at komme i gang med at lave strategiske fremsyn og danske bud på mulige teknologiske fremtidsscenarier, skriver Lia Leffland og Thomas Riisgaard Hansen.

Med massive geopolitiske forandringer, demografiske seismiske ændringer og nye digitale AI-teknologier er én ting sikkert: Verden bliver markant forandret.

Men hvordan kan vi forstå vores mulige fremtider? Hvad vil vi egentlig i Danmark og Europa? Og hvordan lykkedes vi med at præge denne fremtid?

Danmark har brug for fremtidsscenarier, der kan understøtte politiske beslutninger om nye tiltag og investeringer. Både befolkning og politikerne er klare i spyttet, når det gælder, hvad vi ikke vil.

Vi vil ikke have tech-giganter, som udnytter vores data. Vi vil ikke være afhængige af Kina. Vi vil ikke have at vores børn skal være afhængige af smartphones og sociale medier. Men hvad vil vi?

Når det kommer til at besvare dette spørgsmål, kryber vi ofte i skjul bag visioner så abstrakte, at ingen rigtig ved, hvad der tales om. 

Andre skaber vores fremtid

I den danske offentlighed taler vi om styrkepositioner som AI og kvante. Vi er enige om, at vi ønsker europæiske værdier, privatliv, tillid og digital suverænitet, men eftersom vi sjældent bliver afkrævet et svar på, hvad præcis vi mener helt konkret, bliver diskussionerne ofte tilfældige og formålsløse.  

Fokus på, hvad vi ikke vil i Danmark, smitter også af på tilgangen til teknologiudvikling. Lovgivning er en måde at handle på det, vi ikke vil.
Folketinget laver love, der handler om børn og sociale medier, AI-udviklingen, brug af persondata og meget mere.

Mange er dem er fornuftigt tænkt, men de er et symptom på, at andre er i gang med at skabe vores fremtid – en fremtid der ikke er, som vi ønsker for Danmark. Derfor forsøger vi politisk at regulere fremtiden på plads.


En ny fortælling

Et muligt modsvar på at reagere på andres teknologiudvikling er at skabe vores egne danske fortællinger. Fortællinger, der er inspirerende og kan føre til diskussioner om, hvordan vi eksempelvis bruger ny teknologi til at skabe det bedste samfund for borgerne i Danmark.

Vi skal bruge tid på at stille de rigtige spørgsmål, der skaber fremdrift hen mod en ønsket fremtid – ikke kun væk fra en uønsket nutid.

Vi har i Danmark og Europa nogle af de bedste byer i verdenen med fantastisk offentlig transport. Hvordan ser Europas byer ud i fremtiden med en stigende grad af selvkørende biler? 

Hvordan ser den bedste hverdag ud for børn og unge i forhold til at tilegne sig teknologikompetencer, samt teknologiens muligheder for at understøtte sociale netværk med bedre platforme og tilgange end de nuværende?

Vi har en verden, hvor befolkningen bliver ældre i mange vestlige lande, men samtidig er der en kraftig befolkningsvækst i Afrika og Sydøstasien. Hvordan kan vi udvikle teknologi for dette marked og disse trends?

Hvordan kan Danmark udvikle en teknologisektor, der i en AI-præget fremtid investerer i at skabe noget konkurrencedygtigt på egne præmisser?

Det er ikke lette spørgsmål, men hvis vi ikke gør forsøget på at besvare dem, vil iværksættere fra Shanghai og Silicon Valley med masser af kapital, arbejde på at realisere deres versioner af fremtiden.

Vi er kendt for en dansk model på arbejdsmarkedet. Vi kan også designe en dansk digital model. 

Finland og Japan viser vejen

Vil vi gerne arbejde med strategiske fremsyn i Danmark, kan vi starte i fuld fart ved at lære af andre lande.

I Finland har de siden 2003 lavet strategiske fremsyn i hver regeringsperiode. Her er alle ministerier involveret i at lave en fælles rapport om, hvilke trends og teknologier som påvirker de forskellige ressortområder.

“Kan vi ikke konkret formidle, hvilke værdier digitalisering skaber for vores samfund, vil Folketinget og regeringen ikke kunne tage modige, langsigtede beslutninger.”
Lia Leffland og Thomas Riisgaard Hansen

Arbejdet er forankret ved statsministeren og formålet er at informere den offentlige debat og understøtte politisk beslutningstagen. 

Et andet land, som arbejder systematisk med teknologi og fremtidsscenarier, er Japan, hvor de har et “Council for Science, Technology and Innovation (CSTI).” Formålet med dette råd er at udarbejde strategier og rammer for forskning, udvikling og innovation som har betydning for Japan. Også her sidder premierministeren for bordenden.

I begge lande har de mange års erfaring med at lave strategiske fremsyn. Fremsyn som er med til at oplyse den offentlige debat om regeringens prioriteter, samt til at guide den politiske proces. Og eftersom teknologi, forskning og innovation påvirker hele samfundet, er arbejdet forankret hos premierministeren.

Fremtidsscenarier kan inspirere og informere beslutninger

Hos Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) er budskabet klart. Danmark er et lille land, og vi har brug for at udnytte vores begrænsede ressourcer og forme en teknologisk fremtid ud fra det, vi selv tror på og står for.

Her vil strategiske fremsyn og danske bud på mulige teknologiske fremtidsscenarier være afgørende. Uden dem vil vi i Danmark blive ved med at tage beslutninger som reaktioner på andres visioner.

I Digital Research Centre Denmark (DIREC) ser vi det samme behov. Digitalisering er alle steder og ingen steder. Kan vi ikke konkret formidle, hvilke værdier digitalisering skaber for vores samfund, vil Folketinget og regeringen ikke kunne tage modige, langsigtede beslutninger.

Et fælles blik på en ønsket fremtid kan mobilisere de investeringer og fælles skridt, der skal til for at skabe en dansk digital model.

Timingen er helt rigtig, for om et år skal politikerne tilpasse vores forsknings- og innovationsinvesteringer gennem forskningsreserven. Skal de danske medlemmer af Folketinget træffe informerede beslutninger her, er det med at komme i gang med arbejdet nu.

Ligeledes kunne man lade sig inspirere af Finland og tage “Udarbejdelsen af fælles strategiske fremsyn” med som et punkt som vil skulle indgå i alle partiers valgoplæg, forståelsespairer og senere få plads i et kommende regeringsgrundlag.

Denne kronik er bragt i Altinget i januar 2026

 

Nyheder