22. december 2025

Nyt forskningsprojekt skal positionere Danmark i hastigt voksende marked for satellit-sikkerhed

Antallet af satellitter stiger eksplosivt, men sikkerheden halter langt efter. Et nyt forskningsprojekt samler DTU, Alexandra Instituttet, FORCE Technology og GOMspace i udviklingen af et digitalt skjold, der kan beskytte satellitter mod cyberangreb.

Forestil dig en dag, hvor 5G-nettet eller GPS-signalet pludselig ikke længere er stabilt. Navigation fejler. Logistikkæder går i stå. Selv de finansielle systemer påvirkes. Fejlen kan spores tilbage til ét fælles sårbart punkt: satellitter.

Der findes i dag omkring 10.000 satellitter i rummet. Det er tre gange så mange som i 2020, og den eksplosive udvikling fortsætter. I 2030 estimeres det, at der vil være 60.000 satellitter i kredsløb om Jorden. Det globale marked for sikkerhed i rummet forventes samtidig at stige med omkring 50 procent til 45 milliarder kroner.

Satellitter er en vigtig brik i forsvar og kommunikation, men også klimaet, landbruget, byggeri og transport har stor gavn af rummets teknologier. Danmark er et af mange lande, der øger sine investeringer i rummet. I oktober foreslog regeringen at afsætte 2,7 milliarder kroner over 2026-2029 til langsigtet forskning og teknologiudvikling i rummet. Der er bare ét problem: sikkerhed.

“Ruminfrastrukturen er vokset frem under relativ fred, og derfor er sikkerheden på et lavt niveau. Nu er der et kapløb i gang, men sikkerheden bliver sjældent tænkt ind. Derfor er der behov for, at vi arbejder sammen på tværs af forskning og industri for at styrke sikkerheden i vores satellitter,” siger Christian Kloch, Technology Lead hos FORCE Technology og projektleder i forskningsprojektet DIPS in Space, der netop fokuserer på cybersikkerhed i satellitter.

Skærpet trusselbillede og et arktisk efterslæb

Styrelsen for Samfundssikkerhed peger i en rapport på, at der er ”meget høj risiko” for cyberspionage og cyberkriminalitet mod den danske rumsektor. Her kommer DIPS in Space ind i billedet. Med støtte fra Industriens Fond gennem DIREC, Nationalt Forsvarsteknologisk Center og Security Tech Space er FORCE Technology, DTU, Alexandra Instituttet og GOMspace gået sammen om at udvikle et digitalt-skjold til satellitter. Et såkaldt DIPS (Detection, Intrusion and Prevention System).

Det skal ske med hjælp fra en AI-model, der kan genkende uventede mønstre i satellittens datastrømme, isolere dem og forhindre datalæk og nedbrud.
Udviklingen har en ekstra strategisk dimension for Danmark. Ifølge en nylig DIIS-rapport er Danmark den eneste arktiske stat uden egne satellitter rettet mod Arktis. Det øger vores afhængighed af andre nationers systemer og gør cybersikkerhed endnu vigtigere i fremtidige danske satellitprojekter.

Dansk rumindustri kan høste frugterne

Centralt i DIPS in Space står den danske satellitvirksomhed GOMspace, som stiller sin kommercielle satellitplatform til rådighed for forskerne. Målet er, at AI-modellen kan integreres i GOMspace’s satellitter, som eksporteres til 60 lande verden over.

“Vi har en dansk rumindustri, som står et rigtigt godt sted, men cybersikkerhed bliver en af de afgørende parametre i fremtidens konkurrence. Hvis vi i Danmark kan blive førende i Europa på det område, vil det være en stor gevinst. Både sikkerheds- og forretningsmæssigt. Men det kræver at vi går sammen om at udvikle løsningerne,” siger Lars Krogh Alminde, GOMspace. Han fortsætter:

”Det er nødvendigt at arbejde sammen i et lille land som vores. På den måde får vi adgang til den nyeste viden og det største talent på området.”



Det første frø til et stort rumeventyr?

DIPS in Space er støttet via DIRECs ”Next Generation Cyber Security”-initiativ med 2 millioner kroner. Her samles Danmarks førende forskere og virksomheder inden for området med en mission om at fremme videndeling og samarbejde samt forbedre konkurrenceevnen.

“Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, men alligevel producerer vi alt for få af de cybersikkerhedsløsninger, vi selv bruger. Nu sår vi det første frø til en øget sikkerhedsindsats i rummet, som forhåbentlig kan blive endnu større i fremtiden,” siger Thomas Riisgaard Hansen, adm. direktør i DIREC.
Er du interesseret i mere viden om DIPS in Space? Læs mere om projektet her. Du kan finde mere information om DIRECs indsats for at udvikle dansk cybersikkerhed her.

Danmark i rummet

Danmark har siden 1999 opsendt omkring 14 satellitter. Primært små forskningsmissioner fra DTU og Aalborg Universitet. Den første og mest kendte, Ørsted-satellitten, leverer stadig data om Jordens magnetfelt. De senere år er kommercielle og strategiske missioner kommet til, bl.a. Sternula-1 til maritim kommunikation og den dansk-svenske Bifrost-satellit til arktisk overvågning. Danmarks kapacitet vokser, men er stadig lille sammenlignet med nabolande, hvilket gør sikkerhed og robusthed særligt vigtigt.

Nyheder