Søg
Close this search box.

1. november 2024

40 mio. kr til videreførelse af DIREC i 2025-2026

Regeringen præsenterede fredag den 1. november 2024 en aftale om fordeling af forskningsmidler i 2025. Samlet set fordeles 5,5 mia. kr. til forskning og innovation og 40,0 mio. kr. til at videreføre DIREC. 

Regeringen og Folketingets partier er enige om at afsætte 40,0 mio. kr. i 2025 til at videreføre Digital Research Centre Denmark – DIREC i 2025-2026. Indsatsen skal bidrage til dansk forskning i verdensklasse inden for digitale teknologier, herunder særligt kunstig intelligens, og omsætte forskningen til værdiskabende anvendelser af digitale teknologier for erhvervslivet og den offentlige sektor.

Indsatsen skal desuden sikre sammenhæng mellem aktører i forsknings- og innovationsøkosystemet i forhold til anvendelse af kunstig intelligens samt regnekraft og kvantecomputere. Indsatsen skal bygge bro mellem forskning i datalogi og andre forskningsområder, herunder inden for samfundsvidenskab og humaniora. Endelig skal indsatsen bidrage til at styrke Danmarks digitale konkurrenceevne og udbredelsen af kunstig intelligens i Danmark. Midlerne udmøntes af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Professor Jan Madsen, som er medlem af bestyrelsen i DIREC, har været med i hele processen om at skabe det nationale forskningscenter for digital teknologi, og han er begejstret for de muligheder, som den nye bevilling giver:

“Det er en fantastisk god nyhed, og en anerkendelse af den værdi, som DIREC skaber for både digital forskning og samfund. Vi kan nu sikre, at det helt unikke samarbejde, der gennem DIREC er skabt mellem computer science-miljøerne fra alle 8 danske universiteter, kan fortsætte. Det er meget vigtigt for Danmarks rolle i den digitale transformation”

Bestyrelsesmedlem Professor Helle Zinner Henriksen fortsætter:

“Dejligt at se, at den gode indsats i DIREC 1.0 har båret frugt og har ført til, at forskningsmiljøer på tværs af institutioner og ikke mindst faglige discipliner får flere muligheder for at udforske avancerede teknologiske løsninger til store samfundsudfordringer. Udfordringer som kræver dyb teknisk- og forretningsindsigt, som DIREC har formået at demonstrere i praksis i første runde.”

“Der er meget snak i Danmark og Europa om udfordringer med vækst og innovation, men i DIREC vil vi ikke snakke, vi vil handle og skabe digitale dream teams på tværs af universiteter, forskningsområder, erhvervsliv og den offentlige sektor. Det er en fantastisk nyhed, at vi får mulighed for at fortsætte arbejdet gennem den nye bevilling,” afslutter direktør i DIREC, Thomas Riisgaard Hansen.

Link til aftaler om fordeling af forskningsreserve

Fakta
  • Aftalerne om forskningsreserven er de første delaftaler af finansloven for 2025.
  • Regeringen og Folketingets partier er enige om aftaler, der fordeler 5,5 mia. kr. til forskning og innovation. Pengene er fordelt efter følgende temaer:◦ Ambitiøse og varige grønne forskningsinitiativer 2,3 mia. kr.
    ◦ Kritisk teknologi, sikkerhed og digitalisering 1,2 mia. kr.
    ◦ Sundhed og life science 0,8 mia. kr.
    ◦ Trivsel, læring og sammenhængskraft 0,1 mia. kr.
    ◦ Fri forskning og fremtidens talentbase 1 mia. kr.
  • Det offentlige forskningsbudget for 2025 udgør 30,3 mia. kr. svarende til 1 pct. af BNP.
  • Hverken forskningsbudgettet eller forskningsreserven har været højere før.