Søg
Close this search box.

13. januar 2022

"Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark" må ikke begrænse antallet af IT-specialister

Der er udsolgt, vi har ikke flere digitale specialister på hylderne, og vi må ikke øge antallet af studerende på IT-uddannelserne i universitetsbyerne. Universiteterne skal fastfryse optaget på 2019-niveau.

Af Thomas Riisgaard Hansen, CEO i DIREC

Det er konsekvensen af de nuværende planer fra universiteterne, som er baseret på rammerne udstukket i aftalen om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Med andre ord bliver universiteterne nødt til at afvise unge, der gerne vil læse en IT-uddannelse i fx hovedstaden og tilbyde dem en studieplads i en anden by, som ligger langt væk fra de jobs og virksomheder, der gerne vil tilbyde dem studiejobs og ansætte dem, når de er færdiguddannet.

Mangel på IT-specialister rammer hele samfundet


Det er et kæmpe problem for Danmark og vores konkurrenceevne, at der ikke uddannes nok IT-specialister. Hvem skal sikre Mærsk og Vestas’ IT-systemer og sørge for, at de og andre danske virksomheder ikke bliver ramt af hackerangreb? Hvem skal udvikle nye danske unicorns?

I 2021 tiltrak 11 danske IT-startups og vækstvirksomheder (1 placeret i Midtjylland og 10 i Region Hovedstaden) over 200 millioner, og samlet set blev der investeret 7 milliarder i disse selskaber. Men hvis de skal fastholdes i Danmark, skal de kunne rekruttere dygtige IT-medarbejdere. Ligeledes skal der bruges IT-specialister til at hjælpe alle de virksomheder, der er i gang med en digital transformation og inden for offentlig digitalisering. Og behovet for IT-specialister bliver kun større i takt med, at avancerede AI-algoritmer og håndtering af store datamængder bliver et grundvilkår for at være konkurrencedygtig.

Digital Research Centre Denmark (DIREC) er sat i søen for at hjælpe på problemet med en målsætning om at øge antallet af kandidater inden for det digitale med 35% frem mod 2025. Og selv om en stigning på 35% langt fra løser problemet, vil det sørge for et større udbud.

Udfordringen er størst i de store byer


På nuværende tidspunkt er manglen på IT-specialister klart størst i de store byer. En søgning på alle IT-jobs den 10. januar 2022 viste, at der i hele landet var 1.930 ledige jobs. Af de jobs ligger 78,8% af dem i de fire store universitetsbyer.

  • 52,2 % Storkøbenhavn (1023 IT-jobs)
  • 
16,0 % Aarhus (327 IT-jobs)
  • 
5,2 % Aalborg (107 IT-jobs)

  • 4,6 % Odense (93 IT-jobs)

For alle universitetsbyerne gælder det, at udbuddet af IT-jobs er væsentligt større end antallet af de IT-specialister, der dimitterer fra IT-uddannelserne i byerne hvert år.

Nødvendigt med et højt antal IT-specialister i de store byer


Fra DIREC’s side er der et stort ønske om at kunne opbygge gode IT-arbejdspladser i hele landet og sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft bredt fordelt i landet, og vi vil gerne arbejde aktivt for den agenda. Men vi mener, at det er nødt til at være en både-og-mission, hvor vi parallelt med, at vi uddanner alle dem, der gerne vil have en IT-uddannelse i de store byer, aktivt arbejder på modeller, der også gør det muligt at uddanne sig inden for IT uden at skulle flytte til en af de store byer.

At begrænse antallet af digitale specialister i de store byer er alt for risikabelt for Danmarks fremtid og vækst, og det bør ikke være en konsekvens af at følge en agenda om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.