Søg
Close this search box.

22. juni 2022

Internet of Behaviour bliver rygraden i fremtidens produktion

Virksomheder investerer i stigende grad i systemer med sensorer, der kan opfange medarbejderes interaktion med fysiske genstande som fx motorer og robotter. Inde i de fysiske genstande sidder der små computere, som skal tilpasse sig optimalt til den sammenhæng, genstanden skal bruges i, for at den bliver en kommerciel eller brugsmæssig succes. 

Netop dette område optager Mahyar Tourchi Moghaddam, som er Assistant Professor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet. Moghaddam er tilknyttet DIREC og projektet ‘Cyber-Physical Systems with Humans in the Loop’, som skal udforske og kortlægge, hvordan man som softwareingeniør bedst designer cyber-fysiske systemer, der er tilpasset brugerne og den sammenhæng, de skal fungere i. 

Cyber-fysiske systemer (CPS) er et system af samarbejdende computerbaserede elementer, som styrer fysiske genstande. CPS bliver betegnet som rygraden i fremtidens samfund, da der er uanede anvendelsesmuligheder som fx robotkirurgi, trafikstyring og styring af varme, lys osv. i vores boliger. Når vi indretter os med endnu flere af denne type systemer, er udfordringen at sikre, at de små computere optimalt tilpasser sig den sammenhæng, som de skal bruges i. Der nytter det ikke, at de fejler. De skal være pålidelige, brugbare, effektive, fejltolerante og modstandsdygtige over for hackerangreb. 

“For at de her systemer skal lykkes, er det vigtigt, at dem, der programmerer systemerne samarbejder med dem, der bruger systemerne. I projektet undersøger forskerne, hvordan man kan anvende sensorer til at opfange brugernes måde at interagere med systemer. Det kan for eksempel være sensorer eller kameraer, som opfanger fabriksmedarbejderes bevægelser, når de samarbejder med robotter,” forklarer Mahyar Tourchi Moghaddam.

Målet med projektet er at udbrede viden om cyber-fysiske systemer til industrien og identificere relevante områder, som vil være oplagte at undersøge nærmere i samarbejde med industripartnere. Undervejs studerer forskerne de forskellige menneskelige involveringer, der er med denne type systemer. Ifølge Mahyar Tourchi Moghaddam fokuserer softwareingeniører og -arkitekter ikke på interaktionen mellem system og menneske. De er mere optagede af systemets funktionalitet. 

“Hvis systemet fungerer som det skal, tænker vi ikke meget på brugerne. Vi vil derfor studere brugernes indvirkning på et system, fordi det kan være meget værdifuldt for en virksomhed at forstå denne indvirkning,” siger han.

Projektet er en kombination af litteraturreviews, workshops med udvalgte industripartnere og  oplagte use cases. En af de oplagte use cases er brugen af robotteknologi i industrien. Det gælder fx mindre robotter, der arbejder i en produktion sammen med mennesker, hvor de skal samle en produktdel op og lægge den på et samlebånd. 

“I dag er det sådan, at robotter deaktiverer sig selv, hvis en person kommer for tæt. Men i fremtiden vil vi gerne have, at robotterne tilpasser deres bevægelse i forhold til de ansattes bevægelser, så de undgår situationer, hvor robotterne er nødt til at deaktivere, fordi de udgør en risiko for de mennesker, som de arbejder tæt sammen med.”

Læs mere om projektet her.

Se video om Internet of Behaviours af Mahhyar Tourchi Moghaddam.