Søg
Close this search box.
Kategorier
Nyheder

eToro vil vinde blockchain-kapløbet med universiteternes hjælp

11. oktober 2024

eToro vil vinde blockchain-kapløbet med universiteternes hjælp

Tradingplatformen eToro satser stort på samarbejde med den akademiske verden. Senest har virksomhedens blockchain-lab i København tilknyttet en ph.d.-studerende, som er med til at holde virksomheden opdateret med den nyeste viden inden for kryptovaluta og blockchain.

Er der tid og overskud til at skæve til den akademiske verden, når man er en af verdens førende tradingplatforme? I eToros tilfælde er svaret et rungende “selvfølgelig!”

Tradinggiganten råder over sit eget blockchain-lab i København, der løbende tester den nyeste viden inden for blockchain og ønsker at være på forkant med teknologien. Derfor tilknyttede eToro ph.d.-studerende Henrik Axelsen fra Københavns Universitet i forbindelse med det DIREC-finansierede projekt “AI & Blockchain for complex business processes.”

“Vi ønsker at være førende inden for blockchain-teknologi og integrere det i vores produkter. Det er nyttigt for os at være på forkant med udviklingen, og derfor engagerer vi os meget i den akademiske verden” siger Omry Ross, Chief Blockchain Officer hos eToro, som også er lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

DIREC løste bureaukratiske forhindringer

eToros samarbejde sigter mod at bygge bro mellem industri og akademisk forskning med det mål at give eToro nye indsigter og fremme innovation inden for blockchain som helhed.

“Viden er den valuta, der sikrer, at vi er med, hvor det sker inden for AI og blockchain. Det behøver ikke skabe en bedre bundlinje for os. Det handler også om at bidrage til, at alle bliver klogere,” siger Omry Ross.

Men akademisk viden kommer ikke altid let. På trods af eToros positive indstilling forskning oplever virksomheden, at det kan være svært at tilknytte forskere. Ofte kræver det lange ansøgningsprocesser og tidshorisonter, men den strømlinede proces i DIREC-projektet gjorde det muligt for eToro at løse de bureaukratiske udfordringer.

“Kommercielle virksomheder har ofte brug for at komme i gang hurtigt. Og det kan den akademiske verden ikke altid leve op til. Men i DIREC-projektet blev det hele besluttet meget hurtigt. Det var en simpel proces, som jeg håber, mange andre kan tage ved lære af. For hvis det var lettere at tilknytte ph.d.-studerende, ville vi gøre det meget oftere,” siger Omry Ross.

Kryptovaluta mod global ulighed

eToro har i dag 38 millioner registrerede bruger af platformen, hvor man kan handle med alt fra enkeltaktier til kryptovaluta. Men på sigt ønsker virksomheden at løse nogle af klodens største problemer. For eksempel at støtte de 1,3 milliarder mennesker, som i dag står uden for den traditionelle finansielle infrastruktur. Derfor gav det god mening at tilknytte ph.d.-studerende Henrik Axelsen, som bl.a. dykkede ned i spørgsmålet om, hvordan finansverdenen kan decentraliseres via blockchain.

“Vi mener, at blockchain kan gøre os i stand til at forbedre den måde, vi tænker finansielle tjenester, så de bliver mere effektive og kan adressere problemerne med finansiel inklusion,” siger Omry Ross.

Et eksempel på eToros engagement inden for dette område er initiativet GoodDollar.
Projektet sigter mod at reducere global ulighed ved at uddele en universel basisindkomst (UBI) i form af kryptovalutaen GoodDollar. Valutaen er i dag uddelt til næsten en million mennesker, som ikke har en bank.

“GoodDollar-projektet viser, at kryptovaluta kan bringe fordele med sig for rigtig mange mennesker, som står uden for det traditionelle finansielle system,” slutter Omry Ross.

Er du nysgerrig på eToros engagement i den akademiske verden og projektet AI & blockchain for Complex Business Processes? Læs mere om projektet her.

Kategorier
Nyheder

Når big data svigter: ITU-forsker afslører huller i mobilitetsdata

10. oktober 2024

Når big data svigter: ITU-forsker afslører huller i mobilitetsdata

Data fra GPSer og telefonmaster har fået stor betydning for, hvordan vi indretter vores samfund. Men de digitale fodaftryk rummer markante skævheder, som favoriserer nogle samfundsgrupper over andre. I et nyt projekt støttet af DIREC vil ITU-lektor Vedran Sekara gøre op med bias i mobilitetsdata.

Om du er på vej til arbejde eller flygter fra hungersnød. I en tid, hvor rejsekort og smarte mobiltelefoner efterlader digitale spor, bliver mobilitetsdata brugt til at give vigtige indsigter i menneskers bevægelser.

Digital infrastruktur så som telefoner og rejsekort kan pinge telemaster og GPS-satellitter, og derfor er mobilitetsdata er blevet et kraftfuldt værktøj for beslutningstagere, byplanlæggere og sundhedsmyndigheder. Men hvad hvis disse digitale kort over menneskelig aktivitet kun fortæller historien om nogle grupper – og overser andre?

Det er det centrale spørgsmål, som Vedran Sekara, lektor ved IT-Universitetet i København har stillet sig selv. Det seneste år har han med støtte fra Digital Research Centre Denmark (DIREC) undersøgt emnet med forskningsprojektet “Understanding Biases and Diversity of Big Data used for Mobility Analysis”.

Den skjulte ulighed i data

Mobilitetsdata bruges i dag til alt fra byplanlægning over epidemi-tracking til katastrofehåndtering. Men der er alarmerende skævheder i algoritmerne, som Vedran Sekara ønsker at korrigere.

Ifølge forskeren er der bias i de fleste mobilitetsdata. I nogle datasæt har han fundet frem til, at halvdelen af den brugte mobilitetsdata er genereret af de 20 procent rigeste mennesker, og kun fem procent kommer fra de 20 procent fattigste.

“Der er klare mønstre i, hvem der ejer smartphones. Det er oftest rige, mænd og højere uddannede. Kvinder, ældre, og børn er derfor markant underrepræsenterede i de mobilitetsdata, der bliver indsamlet via telefoner. På trods af skævheden bliver disse data brugt til at indrette vores samfund,” siger Vedran Sekara.

Skævheden i mobilitetsdata er ikke blot en akademisk bekymring. Den har reelle konsekvenser for, hvordan ressourcer fordeles.

“Der er stor risiko for, at vi fokuserer vores kræfter på at hjælpe dem, der genererer mest data og som oftest er de rigeste og stærkeste i samfundet, mens de fattige bliver ignoreret. Under jordskælv eller epidemier har vi set, at fattige regioner er dårligere dækket af data, som så risikerer at få dårligere adgang til ressourcer end rige mennesker, fordi vi har bedre data for de rige og derfor sender mere hjælp til dér, hvor de er,” siger Vedran Sekara.

Jagten på en løsning

I sit forskningsprojekt arbejder Vedran Sekara og hans team på at udvikle nye algoritmer, der kan korrigere skævhederne. Men opgaven har vist sig at være meget kompleks.

“Vi fandt frem til, at hvis vi ønsker at korrigere skævhederne, er vi nødt til at lave specifikke modeller for hvert lokalområde. Hvert område har sine egne biases, og det betyder, at vi ikke altid kan bruge de samme algoritmer til at korrigere resultaterne,” siger Vedran Sekara.

Med DIRECs støtte på 500.000 kroner har Vedran og hans team skrevet flere artikler om emnet. Samtidig har projektet åbnet muligheden for at søge flere midler, der kan muliggøre endnu mere forskning om bias i mobilitetsdata.

“DIRECs støtte har været enormt vigtig. De har givet funding til at undersøge problemet på en lille skala, så vi i fremtiden kan lave endnu større projekter. DIREC har virkelig været en katalysator for at få det hele i gang,” slutter Vedran Sekara.

Alle data, som bruges i Vedran Sekaras forskning, er pseudonymiseret og lever således op til både den europæiske og amerikanske datalovgivning.

Læs mere om projektet her.

Kategorier
Events

DIGITAL TECH SUMMIT – Bridging Academia and Industry

Mød os på

Digital tech summit

Bridging Academia and Industry

Digital Tech Summit 2024 er Nordens største deep tech konference og messe og det årlige mødested for forskere fra landets universiteter og deres partnere fra dansk erhvervsliv.

Digitale teknologier forandrer vores samfund og industrier med stor hast. Derfor er det Digital Tech Summits fornemste opgave at diskutere disse, give publikum indblik i de akademiske forksningsmiljøer og deres industrielle samarbejder.

Sammen med Ingeniørens redaktion og universiteterne har vi lagt et program, der forsøger at give både indsigt og udsyn.

Men Digital Tech Summit er så meget mere end et fyldigt talerprogram. Det er også mødestedet for industri og universiteter. Det er et tilbud til studerende og virksomheder om at finde hinanden i samtale om karrieremuligheder. Her møder de danske startupmiljøer politikere og repræsentanter fra industrien.

Vi er stolte af at være repræsenteret af forskere og fagfolk tilknyttet DIREC, som vil dele deres indsigter:

30. oktober 2024

Software’s Energy-Efficiency – End-user devices
9.45-10.15
Sal 1

Generative AI and Software Development
10.15-10.45
Sal 4

Panel Debate: Can digitalization make ESG Reporting easier, more trustworthy, and direct investment in green technologies?
11.00-11.30
Sal 4

Drones Swarms for a Safe and Secure Society
11.15-11.45
Sal 3

Exponential Speedup of Monte Carlo Simulation using Quantum Computers
11.45-12.30
Keynote scenen

PhD Power Hour
13.30-14.45
Talentscenen

Machine-Learning for Cyber-physical Systems
14.45-15.15
Sal 4

31. oktober 2024

How will AI impact the future of work?
9.30-10.00
Sal 5

Data-Driven Robotics
11.00-11.30
Sal 4

Energy consumption in artificial intelligence: are we undermining our transition to sustainability?
13.34-14.30
Sal: Keynote

Secure Digital Voting Booths
14.15-14.45
Sal 3